Danmarks største klub med plads til alle

Sisu/MBK’s historie

Bordtennisklubben Sisu/MBK blev dannet 19. august 1980 ved en sammenlægning af klubberne Sisu 70 stiftet den 29. maj 1970 og MBK, Frydenlund, stiftet den 20. september 1950.

Grunden til, at Sisu 70 blev stiftet var, at der på det tidspunkt var et udækket behov for at kunne spille bordtennis i en klub, hvor det primære var bordtennis. Der var ikke ret mange “rene” bordtennisklubber og slet ikke i Århus midtby.

De der var, havde et snævert opland – enten i en boligforening eller en bydel – og andre steder var man kun interesseret i at få elitespillere. Da Århus Firmasport i 1970 fik nye lokaler i Valdemarsgade, blev kælderen i Sct. Annagades skole ledig, og hermed var der mulighed for at få den base, hvorfra en ny midtbyklub kunne skabes.

Klubbens idégrundlag var at klubben skulle fremme interessen for at dyrke bordtennis på såvel eliteplan som på motionsplan, og at vi skulle have udgangspunkt i Århus midtby. Vores medlemmer skulle først og fremmest findes på Frederiksbjerg, men på grund af den centrale placering i Århus fik vi hurtigt udvidet vores “operationsradius” til hele Århusområdet.

Ideen viste sig at være bæredygtig. Allerede efter 1 år var vi 40 medlemmer. Medlemmerne var fordelt med 32 seniores, heraf 10 damer og 8 ungdomsspillere (4 drenge, 3 piger og 1 junior). Der var en speciel atmosfære i klubben, som man fremover ville forsøge at bevare. Den kendetegnedes ved, at man fra yngste baby til ældste oldboys følte noget for hinanden, og vi var enige om, at de ambitiøse medlemmer selvfølgelig ikke måtte forsømmes, men at ambitionerne ikke måtte gå ud over de mindre fremtrædende, da Sisu 70 jo så kun har, hvad andre kan byde sine medlemmer.

De første år måtte vi hver aften stille borde op og flytte de tunge cykelstativer ned fra pillerne og over til ydervæggene i kælderen. Men efter nogle år blev kælderen ikke længere brugt som cykelkælder om dagen. Da kunne vi have bordene stående permanent, og vi fik indrettet vort klublokale, hvad der har haft en meget stor betydning for sammenholdet i klubben.

Vi startede med 1 hold i serie 2 og 1 hold i serie 4 i JBTU’s turnering. Efter den 2. sæson rykkede 1. holdet op i serie 1. Herefter gik der flere år, før vi rykkede op i Jyllandsserien. Det skete først i 1976/77.

I september 1972 lavede vi en folder, der blev uddelt på skolerne i Århus. Det var en indbydelse til at lære at spille bordtennis i Sisu-70. Det viste sig at være en ganske god ide, for vi fik 20-30 drenge, der begyndte af træne hos os hver lørdag formiddag. Mange af disse drenge blev bidt af sporten og af klubben og er stadig medlemmer, selvom de nu er blevet oldboys-spillere.

I oktober 1972 planlagde vi vort første åbne stævne, som skulle afholdes i Vejlby Risskov Hallen i december 1972.

I 1974 var drengene så stærke, at de kvalificerede sig til Drengedivisionen.

Der var nu en god fremgang i klubben, både i resultater og i antallet af medlemmer. I sidste halvdel af 70-erne havde vi både drenge- og juniordivisions hold og Danmarks seriehold for seniores.

I Sisu 70 var der i slutningen af halvfjerdserne 2 grupperinger. Den ene mente, at klubben skulle udvikle sig i et tempo, så økonomi og organisation kunne følge med. Den anden mente, at vi skulle satse alt på eliten og så klubben hurtigst muligt rykkede op blandt de allerbedste i landet. En hurtigere udvikling af vores organisation krævede flere gode og dygtige ledere. I denne sammenhæng så vi os om efter samarbejdspartnere og navnkundige MBK, nu MBK Frydenlund, var den oplagte samarbejdspartner. Den havde de ekstra ledere, vi efterlyste og den havde borde og materiel, og den havde et godt ry som en fordums storklub. Samtidig kunne MBK Frydenlund få noget ud af fusionen, for Sisu-70 var en fremstormende klub med masser af ledere, ideer og potentiale, men frem for alt, den havde fået godt fat i midtbyens bordtennisungdom.

MBK – Marselisgårdens Bordtennis Klub – havde sin storhedstid i 50-erne og 60-erne, hvor det blev til masser af danske mesterskaber til denne klub, der var centreret omkring en lille boligforening på Frederiksbjerg. Da MBK flyttede til Frydenlund, opgav de rødderne og det at være midtbyklub. Boligforeningen var efterhånden beboet af ældre mennesker, hvorfor det var naturligt at flytte til en ny, hvor der var masser af ungdom. De fik aldrig samme tag i beboerne i Frydenlund, som de havde haft i Marselisgården.

Efter fusionen var en ny storklub i svøb. Sisu/MBK satsede det næste årti (fra 1980-1990) virkeligt meget. Klubbens resultater kulminerede i 1988, da man da vandt det danske holdmesterskab for herrer. Kunststykket blev gentaget i 1990. Derudover blev det til sølvmedaljer i både 1989 og 1991.

På trods af en satsning på eliten lykkedes det også at bevare en stor sekundaafdeling. Klubsammenholdet viste sig at være meget stærkt, og der har hele tiden været fin opbakning til alle arrangementer, uanset om der var tale om rejse til Brønderslev for at se førsteholdet spille finalekamp eller der var klubfest eller når klubben bad medlemmerne hjælpe til i forbindelse med arrangement at et stævne.

Helt uden problemer blev satsningen dog ikke, for i 1993 var klubben på “fallittens rand”. Man blev nødt til at satse mindre på resultater og mere på klubsammenholdet og på vore egne spillere. Der blev sparet på træning til eliteholdene og bonus til spillerne. Sisu/MBK blev en af de få klubber i elitedivisionen, hvor spillerne ikke får 1 kr. for at spille. Det lykkedes klubben i løbet af 5 år at få balance i økonomien igen.

I dag er Sisu/MBK én af Danmarks største “rene” bordtennisklubber, og den er også stadig en af de klubber i Danmark, der har løst flest licenser.

Sæsonen 2012-13 blev formentlig een af de allerbedste i klubbens 33-årige historie… Medlems-
tallet rundede 200, og i maj måned 2013 blev klubben kåret til ÅRETS KLUB i Jylland. Kronen på værket blev sat, da Sisu/MBK i juni 2013 også blev kåret til ÅRETS KLUB I DANMARK 2012-2013.

1. marts 2014 blev Sct. Anna Gades Skole definitivt lukket ned for de mere end 20 foreninger og institutioner m.v., der siden skolen stoppede som folkeskole den 17. juni 1976, havde benyttet de gamle faciliteter… den gamle skole måtte fjernes, så der kan blive plads til en ny stor og spændende Midtbyskole på Frederiksbjerg.

Sisu/MBK blev derfor flyttet til andre lokaler, og Nørre Boulevard blev klubbens nye hjemsted. Efter at en stor skare af medlemmer i mere end et halvt års tid havde brugt en meget stor del af deres fritid på at sætte de nye lokaler i stand, åbnede vi med et stort ÅBENT HUS Arrangement for aktiviteterne søndag den 23. marts 2014. Og det viste sig, heldigvis, at al vores frygt for flytningen (medlemstilbagegang m.v.) var helt grundløs… for nu startede en helt ny ære for Bordtennisklubben Sisu/MBK. Med plads til at spille og træne på ikke færre end 21 bordtennisborde på samme tid har klubben fået næsten helt optimale betingelser for at udbygge medlemstallet og virkeliggøre vores tanker og ønsker om endnu bedre betingelser for vores medlemmer… både når det kommer til træning, afvikling af turneringer og stævner og forbedring af betingelserne for et velfungerende socialt klubmiljø.

I sæsonen 2015 satte vi igen medlemsrekord, idet vi rundede 248 registrerede medlemmer. Ligeledes i 2015 vandt vi det danske holdmesterskab (Elitedivisionen) for damer. Endvidere blev vi i 2015 definitivt landets største bordtennisklub med mere end 30 tilmeldte turneringshold og flere end 120 registrerede bordtennislicenser under Dansk Bord-Tennis Union.